Når jeg fortæller folk hvad jeg laver, er det som regel osteopati-delen der kræver en forklaring. Fysioterapi kender de fleste. Osteopati er stadig lidt af et mysterium for mange. Så her er min bedste forklaring.
Hvad er osteopati?
Osteopati er en manuel behandlingsform der bygger på en forståelse af kroppen som et sammenhængende system. Behandlingen tager udgangspunkt i at symptomer sjældent kun skyldes det område hvor de mærkes. De hænger ofte sammen med spændingsmønstre og funktionelle ubalancer et helt andet sted i kroppen.
Det er præcis det der gjorde mig så begejstret for osteopati første gang jeg oplevede det. Jeg havde gået med migræneanfald og nakke- og kæbespændinger i år. En osteopat fandt på få minutter en stramhed i bindevævet på forsiden af min brystkasse. Han fortalte at stramheden trak mig fremover og skabte øget spænding i nakkemuskulaturen. Ti minutters behandling. Ingen migræne siden.
Det er osteopati i praksis. Man behandler ikke bare der hvor det gør ondt. Man finder ud af hvorfor det gør ondt.
Det er ikke altid helt så let, at komme gener til livs – jeg var heldig i det tilfælde! Men det viste mig virkelig potentialet i osteopati som behandlingsvej.
Osteopati opstod i slutningen af 1800-tallet i USA, grundlagt af lægen Andrew Taylor Still. Hans idé var at kroppen har en indbygget evne til at regulere og hele sig selv, hvis bevægelighed og flow i væv og systemer understøttes. Det er stadig kernen i faget den dag i dag. Og det er den filosofi jeg tager med mig ind i hvert eneste behandlingsrum.
Kroppen som et sammenhængende system
En af de ting jeg finder mest fascinerende ved osteopati er at man aldrig kan se på bare én ting. Kroppen er ikke en samling af separate dele der kan fikses en ad gangen. Den er et system hvor alt hænger sammen.

Bindevævet er et godt eksempel. Det omslutter alle strukturer i kroppen. Muskler, organer, knogler, nerver. Det hele er pakket ind og forbundet af det samme væv. Når bindevævet strammer til ét sted, kan det trække i strukturer der er langt væk. En stram hoftefleksor kan trække i diaphragma. En spændt diaphragma kan give nakkesmerter. En restriktiv lever kan påvirke lændens bevægelighed.
Det lyder måske abstrakt. Men når du oplever det på din egen krop, giver det pludselig meget god mening. Mange af mine klienter fortæller at de efter en behandling forstår deres krop på en helt ny måde. Ikke fordi jeg har forklaret en masse teori, men fordi de har mærket sammenhængen.
Hvad arbejder en osteopat med?
En osteopat arbejder med hele kroppen. Det inkluderer led, muskler og sener, bindevæv og fascia, organer og deres ophæng, nervesystemet og kraniet og rygmarvskanalen.
Det er den brede palette der adskiller osteopati fra mange andre manuelle behandlingsformer. Vi stopper ikke ved muskler og led. Vi kigger på hele billedet.
I mine behandlinger bruger jeg teknikker som ledmobiliseringer og manipulationer, myofasciel release, visceral behandling, kraniosakral terapi, muskel inhibition og nervemobilisering. Hvilke teknikker jeg bruger afhænger altid af hvad kroppen viser mig den dag. Der er ingen fast protokol. Behandlingen tilpasses dig og din krop.
Hvordan adskiller osteopati sig fra andre manuelle behandlingsformer?
Osteopati vs fysioterapi
Som uddannet fysioterapeut der nu snart er færdig med osteopatuddannelsen har jeg en ret god fornemmelse for forskellen indefra.
Fysioterapi er ofte mere fokuseret på lokal funktion, styrke og genoptræning af et specifikt område. Det er rigtig godt til mange ting. Akutte skader, genoptræning efter operation, arbejde med styrke og bevægelighed i et konkret område.
Osteopati arbejder i højere grad med sammenhænge mellem strukturer og systemer i hele kroppen. Det giver særligt god mening når problematikken er mere kompleks eller er opstået uden en klar akut årsag. Osteopaten undersøger grundigt for at finde årsagen til problemet. Og den årsag kan ligge i et helt andet område end der hvor du mærker symptomerne.
Det skal siges at der findes fysioterapeuter der arbejder meget holistisk og sammenhængende. Det handler ligeså meget om den enkelte behandler som om faget. Min egen oplevelse med fysioterapi var ikke tilstrækkelig til at komme mine migræneanfald til livs. Men det ændrede sig da jeg fandt osteopati.
Osteopati vs kiropraktik
Kiropraktik er typisk mere fokuseret på led, især rygsøjlen, og anvender ofte mere direkte justeringer. Osteopati arbejder bredere med både led, muskler, bindevæv, organer og nervesystem. En osteopat vil sjældent stoppe ved rygsøjlen hvis undersøgelsen peger på at problemet har rødder et andet sted.
Begge faggrupper kan være rigtig gode. De løser bare ikke altid de samme problemer.
Osteopati vs kropsterapi
Kropsterapi er ofte mere oplevelses- og følelsesorienteret med fokus på emotionel forløsning og kropslig bevidsthed. Osteopati er klinisk forankret og strukturelt orienteret. Det betyder ikke at osteopati ikke påvirker nervesystemet eller din generelle velvære. Det gør det i høj grad. Men det sker som en konsekvens af det strukturelle arbejde, ikke som det primære mål.
Hvornår giver osteopati mening?
Osteopati er relevant ved smerter og spændinger, nedsat bevægelighed, funktionelle ubalancer og symptomer uden klar forklaring. Men det er også relevant som forebyggelse og som en måde at forstå sin krop bedre på.
Jeg ser mange klienter der har prøvet meget andet inden de kommer til mig. Det er ikke fordi de andre behandlere har gjort noget forkert. Det er fordi kroppen er et komplekst system og nogle gange kræver det et andet blik for at finde det der holder problemet i gang.
Nogle af de ting jeg oftest hjælper med er nakkesmerter og spændingshovedpine, rygsmerter, kæbespændinger og TMJ-problematikker, migræne, forstoppelse og irritabel tyktarm, stresssymptomer og et overbelastet nervesystem samt smerter uden klar strukturel årsag.
Fælles for dem alle er at de sjældent løses ved kun at behandle der hvor de mærkes.
Læs mere: Hvornår giver det mening at gå til en osteopat?
Er osteopati noget for dig?
Hvis du har en problematik der ikke rigtig er kommet til livs på trods af andre behandlinger. Hvis du har symptomer der virker uforklarlige. Hvis du bare gerne vil have et grundigt kig på hvad der foregår i din krop. Så er osteopati sandsynligvis relevant for dig.

Og hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at skrive til mig inden du booker. Jeg hjælper gerne med at afklare om det giver mening.
Osteopati i København
Du er velkommen til at booke en tid til osteopatisk behandling hos mig på Livets Klinik på Nørrebro.
Vi ses på briksen!
Vh. Camilla Mia Tram

