Hvordan foregår en osteopatisk behandling?

Mange der booker deres første tid hos mig, har aldrig prøvet osteopati før. Måske har de gået til fysioterapeut eller kiropraktor, men er nysgerrige på om der er noget mere at hente. Eller de er blevet sendt af en veninde, der sværger til det. Uanset hvad er det helt normalt ikke at vide hvad man går ind til – så her er et ærligt kig på hvordan en behandling hos mig faktisk foregår.


Inden du møder op

Du må gerne spise og drikke normalt inden behandling. Det eneste jeg vil sige er, at et meget tungt måltid lige inden kan gøre det lidt ukomfortabelt – særligt hvis vi arbejder med det viscerale (organerne), hvilket vi ofte gør. Omvendt fungerer din krop og dit nervesystem heller ikke optimalt, hvis du er sulten og rastløs. Så spis normalt, drik vand, og møde op som du er.


Varighed – hvor lang tid tager det?

En osteopatisk behandling varer typisk omkring 45 minutter. Jeg har sat 45 minutter af til hver konsultation, så der er tid til både en grundig undersøgelse og en dybdegående behandling – ikke bare et hurtigt tjek og så videre.

Viser hvordan osteopatisk behandling foregår med en osteopat, der har hænderne på et hoved af en klient i gang med en kraniosakral teknik i den osteopatiske behandling.

Første konsultation: vi starter med en samtale

En behandling hos mig begynder ikke med at du lægger dig på briksen med det samme. Vi starter med en samtale, hvor jeg spørger ind til hvad der bringer dig, din historik, og hvad der foregår i din hverdag. Ikke bare de fysiske symptomer, men også stress, søvn, arbejdsstilling, og hvad der gør det bedre og hvad der gør det værre.

Det er fordi osteopati ikke bare behandler det sted der gør ondt. Vi leder efter sammenhængen. Nakkesmerter kan komme fra en stram diaphragma. Migræne kan have rod i spændinger i bindevævet på forsiden af brystkassen. Tilbagevendende rygsmerter kan hænge sammen med organernes mobilitet. Samtalen er en del af undersøgelsen.

Herefter laver jeg en funktionel undersøgelse. Jeg kigger på din holdning, bevægelse og hvordan kroppen organiserer sig. Og så går vi i gang.


Hvad sker der på briksen?

Det korte svar: jeg bruger mine hænder til at undersøge og behandle. Men hvad det konkret betyder varierer meget fra person til person og session til session.

Jeg arbejder med en bred vifte af teknikker og jeg vælger altid ud fra hvad kroppen viser mig, ikke ud fra en fast protokol.

Osteopatiske behandlingsteknikker

Ledmobiliseringer og manipulationer genopretter bevægelighed i led der er låst eller restriktivt. En manipulation er det der nogle gange lyder som et lille “klik”. Det er ikke noget der knækker, men en hurtig bevægelse der frigiver tryk i leddet. Det er altid frivilligt og sker aldrig uden at vi har talt om det.

Myofasciel release er arbejde med bindevævet. Det væv der omslutter muskler, organer og knogler og holder det hele sammen. Fascia kan blive stram og restriktiv, og det kan trække i strukturer langt fra der hvor du mærker smerten. Det er blødt, langsomt arbejde der ofte giver en fornemmelse af at noget slipper.

MET (Muscle Energy Techniques) er aktive muskelteknikker hvor du som klient arbejder aktivt med. Du trykker imod min modstand i en bestemt retning, og det bruger vi til at genoprette bevægelse og reducere spænding i led og muskler.

Muskel inhibition er en teknik hvor jeg bruger et stille, vedvarende tryk for at reducere muskelspænding via nervesystemet (uden at strække eller presse). Det virker umiddelbart subtilt, men kan give en markant forskel i spændingsniveau.

Visceral behandling er mobilisering af organerne og deres ophæng. Organerne sidder ikke bare løst i kroppen. De er ophængt i bindevæv og fascier der kan blive restriktive. En stram lever kan trække i diaphragma. Et spændt colon kan påvirke lænden. Visceral behandling er blød og præcis, og mange klienter er overraskede over hvor meget det mærkes.

Kraniosakral terapi er det mest subtile jeg arbejder med. Det indebærer meget blide teknikker der arbejder med kraniet, rygmarvskanalen og nervesystemets rytme. Det bruges særligt ved stress, hovedpine, migræne og et overbelastet nervesystem.

Lymfepumpe-teknikker understøtter væskecirkulationen i kroppen og hjælper med at reducere stagnation i lymfe- og væskesystemet.

Nervemobilisering adresserer nervevævets evne til at glide frit i sine omgivende strukturer. Nerver der er begrænsede i deres glideevne kan give alt fra prikkende fornemmelser til udstråling og ømhed.

Teknikkerne kombineres og tilpasses altid din krop og din dag. En behandling ser sjældent ens ud to gange.


Hvad er målet?

Målet er ikke at “fikse” dig. Kroppen er ikke i stykker – den er i ubalance. Og kroppen har en utrolig evne til at finde tilbage til balance, hvis man hjælper den i den rigtige retning.

Det jeg arbejder med er at reducere det der bremser den: restriktioner i væv og led, spændinger i nervesystemet, strukturer der trækker på hinanden på måder der skaber smerte eller begrænsning. Når det løsner sig, kan kroppen selv gøre resten.

Det er derfor mange oplever at effekten af en behandling fortsætter i dagene efter, da kroppen integrerer og justerer sig videre.


Hvordan har man det bagefter?

Det varierer. Nogle forlader klinikken og føler sig lette, mere mobile, rolige i nervesystemet. Andre mærker en let træthed eller ømhed i de næste 24-48 timer. Det er helt normalt og et tegn på at kroppen arbejder. Det er sjældent mere end det.

Jeg plejer at sige: drik lidt ekstra vand, tag det roligt resten af dagen hvis du kan, og læg mærke til hvad du mærker. Den kropslige bevidsthed du tager med hjem er faktisk en del af processen.


Opfølgende behandlinger

Næste gang vi ses starter vi altid med en opfølgning; hvad har du mærket siden sidst, hvad har ændret sig, hvad er der stadig? Det er vigtig information der styrer behandlingen fremad.

Jeg vurderer løbende respons siden sidst, ændringer i symptomer og funktion, og nye eller resterende spændingsmønstre. Nogle problemstillinger løser sig på én til tre behandlinger. Andre kræver et længere forløb, særligt hvis det er noget der har siddet i kroppen i lang tid. Jeg er altid ærlig om hvad jeg vurderer der er realistisk for netop dig.


Vil du prøve det? – så book tid til osteopatisk behandling hos mig på Nørrebro

Du er velkommen til at booke en tid til osteopatisk behandling hos mig på Livets Klinik på Nørrebro. Har du spørgsmål inden du booker, er du også altid velkommen til at skrive til mig.

Vi ses på briksen!

Vh. Camilla

Camilla Mia Arrow

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *